Det startede med juleferien 2011 med familien på Gran Canaria...
- og ønsket om at kunne samle den nære familie et sted hvor vintervejret er bedre end i Danmark.

Vi havde flere gange holdt dejlige forårs- og sommerferier syd for Alperne i Toscana og Umbrien, Italien, og i Provence, Frankrig - knap et par tusinde km fra Danmark. Men her er der ikke den samme "godtvejrsgaranti" i vinterhalvåret, som vi ønskede os.

Efter endnu et par juleferier på Gran Canaria og en påskeferie på Kreta ville vi prøve noget andet i juleferien. Det blev i 2015 til et lån af en dejlig lejlighed i Benalmadena en lille ½ times kørsel sydvest for Malaga, Spanien. Det var kun Kate og Anders, som oplevede lejligheden 10 min. gang fra Solkysten. Men det gav os også tid til at tage på ture ud i Andalusien og opleve området nordvest og sydvest for Malaga. Og vi syntes rigtig godt om både kulturen og naturen, og vi var enige om at vi ikke havde set det sidste til Andalusien.
Året efter - i 2016 - lejede vi et lille Casa med et gæste Casita nær Alora, 40 min. kørsel fra Malaga, lidt inde i landet i en dejlig dal med udsigt til bjergene. Her holdt vi jul med tre af fire børn.

Men ønsket om en sommerbolig i udlandet var ikke mere defineret end at vi forelskede os i mange steder/huse hvor end vi rejste på ferie og sagde hver gang - her kunne man også have et sommerhus. 

Det fortsatte med Erling og trækfuglene...
I foråret 2017 flyttede vi vanen tro fra lejligheden i Grønnegade, 8000 C., til kolonihaven. I løbet af april måned flyttede de fleste af kolonisterne ind, men vor genbo, Erling, som er pensionist, så vi mærkeligt nok ikke flytte ind. Vi undrede os en smule, og da han så endelig dukkede op i  slutningen af april spurgte Kate ham, hvorfor han var så "sent på den". Han forklarede at hver efterår når kolonihaverne lukkede, så rejste han til den spanske Solkyst og tilbragte vinteren der.

Kate havde en mindre privat pensionsopsparing hvor hun selv investerede midlerne. Det kostede masser af tid og hun syntes, at det kunne være sjovere at investere pengene i "noget man kunne have glæde af i stedet for blot at se på nogle intetsigende tal på en konto". 

Efter mødet med Erling var Kate ikke længere i tvivl om, hvad hun ville bruge sin pensionsopsparing til! Hun ville gøre det samme som Erling og trækfuglene: Flyve mod syd om efteråret og tilbringe de kolde vintermåneder i sydens sol for derefter igen om foråret at rejse mod nord og nyde sommeren i Danmark - i kolonihavehuset ved Brabrandsøen.

Kate forelagde idéen for Anders, som - uden de store overvejelser - sagde "Okay - det lyder sgu da som en god idé...!"

Og det skal man ikke sige til Kate. I løbet af de næste par uger havde Kate surfet nettet tyndt og haft kontakt til en spansk ejendomsmægler, som på den næste ferie i Spanien, viste os en håndfuld huse. Et enkelt af dem faldt bestemt i vores smag, men lå noget over budgettet - selv om den spanske agent eller ejendomsmægler ihærdigt opfordrede os til at komme med et skambud på huset. Så "projektet" blev sat på hold, men vi var nået så langt i vore overvejelser, diskussioner og rekognosceringer, at vi var enige om, at klimaet i Andalusien var tæt på perfekt, at der er flere fordele ved et EU-land end der er ulemper og at det er fint at være landfast med Jylland, hvis man skulle få lyst til at køre i egen bil. 

Vi var dog langt fra afklaret med om det skulle være en lejlighed eller rækkehus/hus, om det skulle ligge ved vandet, i bjergene eller i dalen, skulle det være med naboer eller isoleret? Der var virkelig mange overvejelser og mange boliger og vælge imellem.

I julen 2017 valgte vi endnu en juleferie på Costa del Sol. En uge uden børn og en uge med børn. Kate havde lejet en villa til os i Benajarafe. Huset havde en lille pool på egen lille grund og det var placeret ca. 5 min. gang fra kysten. Planen var, at vi skulle udforske den del af Andalusien, der lå syd og vest for Malaga. Kate havde også haft fat til en svensk ejendomsmægler, som viste os nogle ejendomme sydvest for Malaga. Vi havde afsat en uge til fremvisninger af ejendomme. I mellem de mange fremvisninger blev der også tid til eventyr på egen hånd i området nordøst for Malaga.

Der var ingen af de førnævnte fremvisninger, som var "kærlighed" ved første blik. Men da vi kørte fra hovedvejen i Velez Malaga  (nordøstlige del) og begyndte opstigning mod Sierras de Tejeda bjergene med Maroma bjerget som tro følgesvend på vores venstre side mærkede vi begge, at dette område var noget ganske særligt. "Nøj, hvor er her pænt" udbrød vi hver gang vi passerede endnu et sving. Vi stoppede flere gange for at tage fotos, men også for at smugkigge på de huse der skiltede med "se vende" (til salg).

På et tidspunkt kommer vil til et smukt og stort hus med en fantastisk udsigt og der hænger et "se vende" skilt på et trådhegn, som omkranser huset. Der står også navnet på en ejendomsmælger i Competa.

Vi kørte mod Competa og fandt gaden - senere døbt Ejendomsmælgergaden, da det er her ejendomsmælgerne bor dør om dør.

Vi trådte ind og Kate præsenterede vores erinde på engelsk til en kvinde, som sad bag skrivebordet. Hun kiggede op og sagde på klingende sjællandsk "Er i danskere?" Bag bordet sad Tine Villanueva fra Roskilde. Herfra tog vores spanske eventyr en drejning.

Hun fik sig hurtigt sporet ind på, hvad det var vi ville,. Hun havde mulighed for inden for de næste dage, at fremvise nogle boliger. Vi så dem sammen med børnene, men igen - det var ikke de helt rigtige. Og børnene var faktisk enige med os.

Vi sagde farvel til Tine og blev enige om at holde kontakt via e-mail og at vi kunne surfe internet for boliger, så skulle hun nok besigtige mv. Dog ringede hun den 28/12 og sagde, at hun mente hun havde fundet lige det vi søgte. 

Den 29/12 kørte vi alene op og kiggede på det, og det var kærlighed ved første blik. Aldrig havde vi været tættere på at købe et hus uden for Danmark. 

Vi bød på huset, fandt et kompromis med sælger og den 30/12 sad vi i lufthavnen og underskrev en reservationsaftale og betalte reservationsgebyr - alt var godt.

Første arbejdsdag efter juleferien blev vi ringet op af Tine. Sælger havde valgt at sælge til en anden, som havde budt fuld pris - efter huset havde stået til salg i 19 måneder!

Øv øv øv - vi mistede fuldstændig modet og Anders var overbevist om, at det var slut med det spanske eventyr. Dog fik Kate ham på sporet igen. Og vi var blevet så meget klogere. Vi vidste nu i hvilket område huset skulle ligge og at det skulle være et hus. Vi satte også andre kriterier op, hvilket gjorde vores søgning mere målrettet. Vi sendte vores forslag til Tine og hun undersøgte. 

I påskeferien 2018 drog vi afsted igen. Tine havde en del huse klar til fremvisning. Bl.a. havde Anders forelsket sig i to huse med tårn i Archez og Kate havde forelsket sig i et nyt hus i Sayalonga. Der var også en lille joker. Huset lå lidt længere væk fra Competa end vi havde forestillet os. Det havde ikke egen pool - men en god stor fælles pool. Det havde naboer tæt på. Der var ikke alu-termoruder - men træ og enkeltglas. Grunden var noget større end de ønskede max, 2.500 m2 - nærmere 8.500 m2. Der var ingen af de ønskede frugttræer, men masser af plads til at plante nogen.

Men Kate kunne se et potentiale i dette hus - og det kunne sælgers ejendomsmægler, Malcom og vores mægler, Tine, også. Anders kunne mest se vedligeholdelse, eller mangel på samme. Grunden var fuldstændig tilgroet med planter overalt. Huset trængte til et par kærlige hænder. Eller rettere huset manglede kærlighed.

Efter nogen betænkningstid besluttede vi at byde på nogle af husene og prioriteten var følgende:
1: Tårnhuset - som var meget over budget, spanske ejere, men det havde næsten alt det vi drømte om.
2: Den lille tilgroede finca - skotsk ejer, som var på budget, men som trængte til nogle meget kærlige hænder.

De spanske ejere var hverken til at hugge eller stikke i. De ville ikke slå så meget som en euro af. Så i løbet af en fætter/kusine weekend bød vi på den lille finca og blev enige om en pris.

Vi havde købt hus i Spanien.